Så mange ting at skrive og så lidt tid

Der har været ganske stille her på bloggen i et stykke tid, hvilket på ingen måde har været ensbetydende med at jeg ikke har haft noget at skrive om. Tværtimod, så har benspændet i højere grad bestået i at jeg har haft for meget at skrive om – og derfor er mangt et helt eller halvt blogindlæg endt deres dage som håndskrevne noter i en blok eller blot som fragmenter i min hjerne. Jeg har i en grad haft behov for at reflektere over mine oplevelser inden at jeg følte at jeg ville være i stand til at sætte ord på dem – men måske skal eg også bare erkende at det at skrive et blogindlæg til tider også lige så godt kan være en del af reflektionsprocessen.

Anyways….

Påsken tilbragte jeg på Fastaval og fik i den forbindelse for første gang spillet con-scenarier, spillet nogle brætspil og fik derudover mødt en masse super flinke mennesker. Derudover fik jeg oppet rollespilsselvtilliden nogle levels, hvilket jeg har nydt godt af efterfølgende. Besøget på Fastaval bragte en masse tanker og ideer med sig, som jeg forventer at jeg vil komme ud med i en eller anden form.

Min Call-gruppe er desværre gået lidt i stå, grundet en del af gruppemedlemmernes travlhed med stue og livet sådan helt generelt. Vi sidder med en rigtig cliffhanger, en dør der skal åbnes så hemmeligheder forhåbentlig kan blive afslørret og jeg håber i den grad at vi snart får nogle svar.

Til gengæld er jeg begyndt at spille The One Ring med en anden gruppe, kløgtigt ført an af kæresten som spilleder. Det er noget helt andet end Call og har indtil videre været meget spændende og aktionpræget… også selvom at jeg vist er den i gruppen der har fået flest tæsk indtil videre.

Derudover har jeg haft tanker omkring det her med at være nørd… og hvad mit første minde er om min selverkendelse af at være nørd. Ganske kort kan jeg fortælle at det inkluderer Harvey Keitel’s bare numse – men mere om det på et andet tidspunkt.

Jomfrurejse ud i det ukendte – Del 2

Så blev det endelig den aften hvor vi skulle i gang med at spille. Karakterene skulle først og fremmest kreeres – og selvom jeg tidligere har set karakter-ark, så er det alligevel noget andet at sidde med et i hænderne selv. Mange ord.. mange linjer… mange små kasser.

Først og fremmest glædede jeg mig over at der var ord jeg genkendte; str, int, dex, con… thank you playstation-spil!! Derudover så indrømmer jeg at det var enormt forvirrende at sidde og sætte tal på og prøve at regne ud hvordan det hele skulle hænge sammen.

Jeg vil ikke udpensle den konkrete historie. Idet at jeg efterfølgende har talt med folk om min oplevelse, så har jeg fundet ud af at jeg i øjeblikket ikke helt er i stand til at sætte ord på oplevelsen, samt at en del af de morsomme ting der hændte undervejs, mest af alt er sjove for dem der var til stede. Det kan være rigtig svært at forklare udenforstående hvorfor at en neger (hvis det er den politiske korrekte term – håber ikke jeg støder nogen) i virkeligheden er en mariehøne (!!)

Øhm.. derudover, så var det nok præget af en generelt løs og munter tone, måske mest af alt fordi at der stadig er tale om en introduktion og vi nok er flere i gruppen der skal vende os til at være i gang. Derfor gik udenoms-snakken i perioder også lidt meget op i hat og briller. Hvilket jo er sjovt nok i selve situationen, men på sigt ser jeg frem til også at opleve mere ”seriøse” spilsessioner.

Personligt skal jeg også vende mig til hele mekanismen; ”sig det du gør”-agtige noget – for jeg har svært ved at vende mig til det, og ikke føle mig dum når jeg sidder og skal finde på hvad min karakter skal foretage mig. En del af mig kan ikke lade være med at tænke på hvad der er den ”rigtige” handling i en given situation. (Kan man egentlig gøre noget forkert med sin karakter?.. øhm..) Dette resulterede bl.a. i at min spilleder på et tidspunkt sad meget længe og kiggede på mig imens min hjerne kørte på højtryk og jeg endte med at hyle: ”Hvad vil du have jeg skal sige.. øh.. gøre!?”

Så jeg har vist endnu ikke knækket koden – men det ville nok også være for meget for langt efter en enkelt spilgang.

Jomfrurejse ud i det ukendte – Del 1

En gang for mange år siden var der en lille pige, hun var vel omkring de 12 år, og hun ville vældig gerne spille rollespil med drengene. Men det måtte hun ikke! For piger ”kan ikke spille rollespil.” Pigen kunne maks få lov til at kigge på – hvis hun lovede at være HELT stille, ikke røre ved noget og allerhelst måtte hun heller ikke trække vejret. Det havde pigen for meget krudt i røven til – hun var trods alt kommet for at spille rollespil og ikke for at kigge på dumme drenge. Så pigen vandrede videre ud i verden og søgte andre udfordringer….

Jeg har altid fundet rollespil interessant og en smule fascinerende, tilogmed helt uden at vide særlig meget om det. Jeg vidste at der eksisterede to hovedgrupper; dem jeg var ved at køre ned med min cykel når jeg drønede rundt i skoven – og så var der dem der pænt holdte sig indendørs ved et bord. Øhm.. Noget med en gamemaster og nogle terninger med mere end 6 sider.. og så vist nok noget med elvere, magi og måske drager. (Uh drager!!) Spændende alt sammen. Men også svært at komme i nærheden af. Efter at drengene havde afvist mig kastede jeg mig over andre ting og interessen vendte aldrig tilbage til rollespillet. Jeg stødte ganske enkelt ikke på nogen der åbenlyst spillede, før jeg mange år senere var i gang med min videregående uddannelse. Det problem der opstod her var, at disse mennesker ofte havde spillet meget længe og allerede befandt sig i etablerede grupper. (Og så burde jeg jo sikkert egentlig også koncentrere mig om at skrive opgaver, være rusvejleder, arbejder og og og… hmm.. var det der ikke en øl?)

Nogle gange falder ting så bare heldigt sammen. Samtidig med at jeg færdiggjorde min uddannelse valgte en gruppe studerende at opstarte en brætspils og rollespilsgruppe, bl.a. til det formål at introducere nye og tidligere spillere til rollespil. Som yderligere motivation gik jeg hen og blev kæreste med en rollespiller (ja, samme person som omtales i Fun-chkin-indlægget). Hans entutiasme kan være enormt smittende, så alt i alt tog det mig ikke lang tid at melde mig under fanerne til rollespilsintroduktion.

Vi er, inkl. vores GM, 5 personer i gruppen, hvoraf to af os (pudsigt nok pigerne) aldrig har prøvet at spille rollespil før. Efter en indledende snak ugen forinden, havde vi lagt os fast på at spille Call of Cthulu. Alle medlemmer, på nær én, var bekendt med universet og spilsystemet skulle være relativt simpelt at gå til.

Så havde jeg et udgangspunkt for at foretage en meget vigtig indledende øvelse – at købe terninger!! Ja ja, jeg vidste da udmærket godt at to medlemmer af gruppen ejer et væld af terninger, men nu er jeg jo en pæn pige, og derfor gramser jeg ikke på en fremmed mands terninger… eller også var det bare en fantastisk undskyldning for at shoppe

Terninger er jo ikke bare sorte og hvide. Nej, de fås i mange fine farver. Mange mange mange fine farver… og nogle har glimmer!! Stod med snuden nede i forskellige bøtter og brugte nok ½ time på at udvælge 7 terninger. Jeg blev heldigvis forsikret om at det er ganske normalt at være så lang tid om at udvælge de helt rigtige terninger. For det er jo ikke bare små farvede stykker plastik! Nej, det er jo som at skulle anskaffe sig trofaste og flotte venner, der helst skal tjene mig godt gennem mange kast. Der blev lagt kærlighed i valget og fantaseret lidt om alle de finurlige terninger der findes derude i verden.

Hjemme blev en hjemmesyet skindpung fundet frem og terningerne blev proppet i. Senere blev pungen åbnet igen og terningerne blev igen nærstuderet og varmet for igen at blive dumpet ned i pungen. Der lå den så på armlænet af sofaen og talte til mig. Hviskede sagte løfter om de eventyr vi kunne tage ud på sammen. Jeg var ikke en gang begyndt at spille endnu og det virkede som om at jeg allerede var ved at miste sanity-points.

Hvad skulle det dog ende med?

Fun-chkin?

Jeg går generelt og gør mig mange tanker om hele nørdbegrebet og det at være nørd. Bloggen her er bl.a. ment som et redskab til at få sat ord på og nedfældet en række af disse tanker. Jeg har funderet over hvor det så ville være passende at starte. Hvad ville være en god indgangsvinkel? Egentlig ville jeg jo helst bare lave en lang skrivelse og komme af med det hele på en gang, men dette vil hurtigt vise sig at være en for lang og uoverskuelig smøre, både for mig og for jer læsere.

Så jeg springer direkte ud i det og kommer med et eksempel på en af de episoder som var med til at sætte gang i en tankerække.

Størstedelen af min vennegruppe vil jeg betegne som nørder. I forskellige grader og af forskellige årsager ganske vist, men ikke desto mindre – nørder! Tilfælles for langt de fleste af os er dog vores faglige tilhørsforhold, som også i stor udstrækning fungere som fælles base. Gennem nogen tid har jeg spillet Munchkin med en fast gruppe af disse venner. Brætspil på den der ”middag og hygge over et brætspil”-modellen. Og vi morer os gevaldigt med det. Kæft det er sjovt. Timerne forsvinder som dug for solen og man er kommet ragende hjem alt for sent, men alligevel har det været det værd fordi man har moret sig. Venskabelig konkurrence, interne drillerier, sjove tegninger og tekster. Fun fun fun!

Så kom aftenen hvor vi havde udvidet vor kreds med et nyt medlem – en rollespiller – og alt forløb som det plejede. Lidt drillerier, morskab, fun fun fun. Alt var godt…. or so I thought! Efterfølgende, under 4 øjne, nævner pågældende person at det var pudsigt at opleve non-rollespillere sidde og spille Munchkin, når nu at spillet indeholder mange referencer til rollespil og har mange rollespilrelaterede jokes. (Nogle af dem har jeg da fanget – helt tabt er jeg trods alt ikke.) Uden at kunne sige helt hvorfor, så blev jeg stødt på manchetterne. Han sagde jo ikke at vi ikke havde lov til, eller burde, spille spillet når vi ikke kunne forstå alle referencerne, men jeg følte alligevel at det var det der blev sagt. Lige dér mellem linjerne. Som en slags nagende ”Det er da rart at i kan more jer selvom at i ikke forstår det hele” og så efterfulgt af et lille overbærende klap på hovedet.

Men! Det var jo ikke det han sagde! Og jeg vidste at det ikke var det der blev sagt, men jeg følte mig alligevel fornærmet og måtte holde mig til, at det nogen gange bare er bedst at holde sin mund, inden man får rodet sig ud på dybt vand eller hidset sig op ganske unødvendigt. Jeg blev godt gammeldags pigesur! Pludselig var jeg og mine vener ikke nørdet nok, eller tilhørte bare ikke den ”rigtige” og adgangsgivende nørd-kategori for at få fuldt udbytte. (??!!) Hvad F***** var det nu for noget?

En ting er at manden jo har ret, når han påpeger at det er pudsigt at et spil som Munchkin har opnået popularitet blandt forskellige grene af befolkningen. Ikke kun blandt non-rollespillere, men også i den mere fjerne ende af nørdmiljøet. Lige i mit tilfælde tror jeg også at det handlede om at jeg ikke havde behov for at spillet skulle gå hen og blive et udgangspunkt for en belæring om min manglende viden.

Min fornuft siger mig jo selvfølgelig at det bør være komplet ligegyldigt om vi ikke har forstået alle referencer og jokes. Det vigtigste bør vel netop være at vi har haft det sjovt sammen. Jeg morer mig stadig over at spille spillet, men må også indrømme at det efterfølgende er med til at gøre mig endnu mere opmærksom på de ting jeg ikke ved og forstår. Det er blevet et symbol på, og en påmindelse om, den opdeling og differentiering som jeg uden tvivl føler finder sted; ikke kun mellem nørder og ikke-nørder, men også nørd-grupper imellem. Min reaktion skyldes til nok også at jeg skal vende mig til at have denne opdeling tættere på livet end jeg tidligere har været vant til.

Grimm, grimmere og der var engang

Ved den seneste serieopstart i USA, begyndte 2 nye serier, der begge centraliserer deres handling om eventyr og fabler. Grimm og Once upon a time (OUAT). Selvom at de grundlæggende drejer om samme kerne, fabler og eventyr, så er forskellen mellem dem stor.

Grimm tager handling i en verden hvor diverse eventyr-væsner (monstre om man vil) lever i menneskelig form, og forsøger at leve almindelige liv. Vores hovedperson er betjenten Nick Burkhardt, som er en af de sidste tilbage af Grimm-slægten. Grimm’erne var oprindeligt monster-jægere, og medlemmer af slægten er derfor hadet og frygtet af de tilbageværende monstre. Nick kan, grundet sit familiære ophav, se hvem der er monster og hvem der ikke er. Samtidig finder der en række hændelser og forbrydelser sted, som kan kædes sammen med Grimm’s eventyr – et eventyr pr. episode. Sideløbende er der længerevarende plot, men her efter afsnit 7 har det endnu ikke udfoldet sig i særlig høj grad – vi har knap skrabet overfladen.

(Lille spoiler-alert) OUAT handler om at alle vores eventyrfiguerer, Snehvide, Tornerose, Rumleskaft osv. Levede i deres egen verden, indtil at Den Onde Dronning, nedkaldte en forbandelse der sendte dem alle sammen ind i vores verden, dømt til at bo i en lille by, uden at kunne huske noget som helst om deres tidligere liv. Lige forinden nåede Snehvide og Prinsen at få en datter, som de sendte ind i vores verden, urørt af forbandelsen. Denne får en søn, som hun bortadopterer. Sønnen adopteres af Den Onde Dronning, og henter efterfølgende til byen, i et forsøg på at ophæve forbandelsen og bringe orden i tingene. Til forskel for Grimm, så er det primære plot her det der følges mest, selvom der er mange små dele af det, bl.a. i form af alle de mennesker der ikke ved hvem de er som vi gradvist introduceres mere og mere til, samt deres indbyrdes forhold.

Så selvom at begge serier har taget hul på eventyr/fabler-emnet, så lægger de to meget forskellige vinkler – og alligevel opstår spørgsmålet: hvilken serie er så bedst? Personligt synes jeg at begge serier er glimrende, og jeg agter at følge den begge, minimum første sæson ud.

Når det er sagt, så ved jeg dog også hvilken af dem der tiltaler mig mest, og det er OUAT. Der er flere grunde til at  mit valg falder netop i den retning. Serien fangede min interesse meget hurtigt, allerede fra første afsnit. Den kan være lidt forvirrende at sætte sig ind i, men jeg synes de gør det rigtig godt, på trods af et plot der måske kan virke lidt indviklet. Jeg har læst flere der udtrykker irritation over dens flash-backs, til tiden hvor ”Eventyrland” stadig eksisterede, men jeg ser det blot som et middel til baggrundsoplysninger om vores karakterer. Selvom de har hukommelsestab, så er de jo basalt set de samme som de var før. Når serien laver disse flash-backs, så synes jeg det er så tydeligt, at jeg ikke finder det hverken irriterende eller forvirrende.

Serien har ansigter man kan genkende, bl.a. Jennifer Morrison som jeg kender fra House og How I Met Your Mother. Hun passer fint ind i sin små-bitchede rolle som seriens heltinde.

Ginnifer Goodwin er jeg også stødt på før, og hun er simpelthen bare cute as a button og passer helt fint i rollen som Snehvide. (Jeg sidder virkelig og får lidt lyst til at række ind gennem tv’et, bare for at knibe hende lidt i kinden.)

Nåh ja… og så han serien Robert Carlyle. Det hverken kan eller vil jeg undervurdere som årsag til at jeg glad og fro kigger med. Jeg holder enormt meget af den mand. Jeg synes nærmest, at han alene burde have været grund nok til at lave Stargate Universe fortsætte.

Alt i alt er der masser af likable karakterer – hvilket nok også en et punkt hvor den overgår Grimm.

Jeg kan ikke afvise at dette er sidste gang at jeg skriver om disse to serier, men på nuværende tidspunkt ville jeg nøjes med at give et kort besyv med til diskussionen om Grimm vs OUAT.

Hun er da bedårende!!

 

Ud af skabet

Denne blog har haft en langsomlig fødsel. Åh, det har været hårdt. Jeg bloggede en del for godt 12-13 år siden, dengang jeg havde medie-fag og var en af de få på mit hold, inkl. underviseren, der havde bare nogenlunde styr på at begive mig rundt på det store net. Meningen med bloggen døde i det at min undervisning ophørte – der var  ikke mere at sige.

For et års tid siden begyndte jeg at lure lidt på at blogge igen. Mest af alt i takt med at jeg begyndte at læse flere og flere blogge rundt omkring på nettet. Alt fra mad-blogge, til sider om tegneserier som basalt set egentlig også er blogs – og jeg indså hvordan mediet havde ændret sig.

Så jeg fik lyst til at blogge igen, spørgsmålet var bare hvad der skulle blogges om og hvilken tilgang jeg skulle have til mit bloggeri. Jeg har et indtryk af at nogle bruger deres blog som en offentlig dagbog, hvor der bliver givet luft for mangt og meget. Andrelader derimod til at kører en mere professionel og meget klar linje i deres indlæg..

Jeg gik længe rundt med en følelse af præstations-angst. Skulle jeg blogge fagligt? Var jeg overhoved fagligt dygtig nok til at gøre det? Hvad med anmeldelser? Hvad havde jeg egentlig at bakke noget som helst op med? Hvad nu hvis alle synes at jeg var dum at høre på? Argh! Så var det meget nemmere bare at gemme sig, men på den anden side, så har jeg også lært at det nemmest ikke altid er det rigtigste…. og så følte jeg mig lidt som en kujon. Jeg måtte også beslutte mig lidt for hvem jeg egentlig bloggede for og til? Jeg blogger til alle der gider læse med, men jeg blogger først og fremmest for min egen skyld. Lige pludselig var det måske ikke så farligt alligevel. Efterfølgende fik jeg en portion “tough love” fra kæresten, en opsang om at jeg “talte som en pige” og at han ikke ville se at jeg lod mig holde tilbage af den slags tanker og dårlige argumenter.

 

Jeg er allerede ude af skabet overfor mine venner og min familie – Jeg er nørd. Det er en del af hvad jeg er og det påvirker også mine interesser.

Jeg vil skrive om det der interesserer mig og en række af de tanker jeg uundgåeligt gør mig. Bloggen er dermed et udtryg for mine helt personlige meninger og holdninger…. Og ja! Der vil helt sikkert komme nogle udtalelser som ikke nødvendigvis bliver bakket totalt op med velformulerede argumenter mv., men sådan er det. Det er min blog, her regerer jeg!

Velkommen til.